Gør hverdagen til et eventyr og bo på en båd året rundt

For mange er det forudbestemt hvilken retning vi skal gå i livet. Først skal vi være børn, der leger, bygger og forbereder sig på livet og så skal vi være voksne, der bor i villa med Volvo og vovse og så kører den ellers derudaf. Men er det virkelig sådan det skal være for alle? Der er dem, der ikke føler, at dette liv er attraktivt eller spændende nok. De mangler noget andet i deres liv. Måske mangler de udfordring eller måske har de bare en anden lyst og tilgang til livet end alle andre? Vi har mødt et ungt par fra Aarhus, der har valgt at bryde normerne og traditionerne ved at bo permanent i en sejlbåd hele året rundt.

Et liv til søs

For 3 år siden i 2019 stod 24-årige Christian og 22-årige Annemette i Aarhus og manglede et sted at bo. Annemette var lærerstuderende på 2. år og Christian var netop færdiguddannet software ingeniør og klar til det travle arbejdsliv i Aarhus. Egentlig havde de muligheden for at gå den vej, som alle i deres omgangskreds gjorde, men det var ikke det, som Christian havde lyst til. Han havde lyst til noget andet end at leje en lejlighed eller at købe et hus og hurtigt fik han øje på flere alternativer. Heriblandt var ideen om at bo på en sejlbåd og drømmen om blåt hav til alle sider og et liv, hvor ingen dage var ens. Hurtigt fik han overtalt den spontane Annemette til at hoppe med på ideen og der gik ikke lang tid, før de købte deres første sejlbåd, Grog, og denne nye livsstil tiltalte det unge par så meget, at de et par år senere investerede i en endnu større sejlbåd, Knigge, som de bor i i dag.

 

bo på en båd

 

Et liv til søs er alt andet end normalt. Det ved vi. Men hvordan det egentlig er at bo på denne måde, har vi sat os for at finde ud af. Vi har besøgt Christian og Annemette på deres sejlbåd, Knigge, der har sin plads i Egå Marina. På en sejlads under åben himmel hjalp de mig med at blive klogere på livet til søs og hvordan fremtiden for det unge par måske ser ud.

 

Hvorfor var det lige en båd, I skulle bo i?

Da jeg spørger om dette kigger det unge par smilende på hinanden og siger enstemmigt at de ønskede et eventyr. Da Christian var færdiguddannet, vidste han ikke hvad han ville. Skulle han investere i en lejlighed, bo i et hus? Det tiltalte ham ikke rigtigt, så han kiggede lidt på nogle kolonihaver i Århus, men så en dag fik han øje på nogle, der boede på en båd. Han spurgte Annemette om ikke det kunne være fedt at bo i en båd, hvorefter Annemette grinte af ham og sagde ”det kan man jo ikke!”. De begyndte alligevel at gå ture nede på havnen og kigge på de mange forskellige sejlbåde og fik øje på nogle med motor. De begyndte langsomt at vurdere at de i hvert fald skulle have en sejlbåd med motor og at båden skulle have en passende størrelse. Pludselig fandt de sig selv i Fredericia, hvor de faldt pladask for deres første hjem sammen; båden Grog. Sammen sejlede de Grog hjem til Århus og deres nye livsstil var for alvor blevet en realitet.

 

Hvilke udfordringer i jeres hverdag mærker I mest?

Det er efterhånden blevet en vanesag for Annemette og Christian, men der er rigtig mange ting man skal huske og ting man skal have styr på, når man bor på en båd.

I starten var det sådan, at man tænkte, at man ville have alle de ting med, der betød noget, som fx flotte vaser og lignende, men vi fandt hurtigt ud af, at alle de ting, vi før passede så godt på, var ligegyldige, fordi man hellere ville kunne komme hurtigt ud at sejle, siger Annemette. 

I denne nye livsstil, der gjorde det muligt for Annemette og Christian at sejle rundt og få nogle unikke oplevelser hver eneste dag, var der pludselig ikke plads til alle deres materielle ting. Pynteting skulle pludselig sættes godt fast, inden de kunne sejle og de blev til forstyrrende elementer i stedet for værdifuld pynt. De begyndte at værdsætte muligheden for at kunne komme ud at sejle lige når de havde lyst og derfor blev de flotte vaser, bøger og andre materielle goder langsomt sat til salg eller smidt på genbrug.

bo på en båd

Udover deres afvænning fra materielle ting har de også haft en del udfordringer i forhold til at kunne holde varmen om vinteren.

Der har været mange problemer med oliefyret, der ikke var installeret i vinters. Så det skal vi bruge sommeren på at få installeret og oppe at køre, så vi er klar til næste vinter, siger Christian.

Hverken Annemette eller Christian havde nogen erfaring med sejlads. Ingen af dem havde familiemedlemmer eller venner, der ejede en sejlbåd, så det hele var meget nyt og fremmed for dem. Men det skræmte dem ikke væk, fordi drømmen om en hverdag, der føltes som en eventyr var for tillokkende for det unge par. Det var, som Annemette betegner det, en meget stejl læringskurve, da de skulle lære alt om sejlads fra bunden. De har dog hurtigt fået opbygget et godt netværk med andre sejlende og får mange gode tips og sparring her.

 

 

Hvilke udfordringer havde I ikke set komme?

Kondens. Deres meget prompte svar er kondens og det er selvsagt meget anderledes at bo i en båd end det er at bo i fx et hus, der er isoleret hele vejen rundt. Christian beskriver det at bo i en båd som værende ligesom at bo i et rigtig gammelt sommerhus med kondens i vinduet og hvor madrassen skal væk fra væggen, for at undgå mere kondens og hvad det ellers kunne medføre. Der er generelt meget arbejde i at holde båden tør indvendig og med de meget få kvadratmeter, skal Annemette og Christian tænke over hvordan de opbevarer deres tøj og andre ejendele, så de ikke får fugt og bliver ødelagt.

Man bliver tvunget til at sortere rigtig godt og grundigt i alle sine ting og leve mere primitivt, siger Annemette. 

Hun nævner også, at de er blevet mere bevidste om, hvor godt de havde det før, da de boede i hver deres lejlighed, hvor væggene var isoleret og hvor der var plads til alle deres ting. De fleste af deres ejendele, som de ikke vil smide ud, ligger hjemme hos deres forældre, men de kan godt mærke, at alle disse materielle ting begynder at fylde mindre og mindre. Når man bor på en båd, så er det vigtigt, at alt har et system. Man er nødt til at skabe et system, for at man kan være der. Alt skal have en fast plads, fordi ellers roder det på de få kvadratmeter, der er i båden.

 bo på en båd

Savner I en normal tilværelse? 

Ja, nogle gange. Man kan godt nogle gange tænke ’for helvede altså, hvor er det bare nemt at bo i et hus’, men når man så sidder ude på dækket på en lun sommerdag, så glemmer man det hurtigt igen, siger Annemette.

Christian og Annemette har for alvor fundet ud af, hvor stor en luksus det egentlig er at bo i et hus. Og især om vinteren har de set vigtigheden i at være gode til at minde hinanden om, hvorfor de elsker denne livsstil. Det er ifølge det unge par heller ikke alle, der vil kunne affinde sig med de udfordringer, denne livsstil indeholder.

Man skal huske alle de praktiske ting, ellers kan man ikke bo i båd. Man skal kunne lide, at det er en smule besværligt og at der altid er noget at lave. Som en bekendt har fortalt os, så er det at købe båd det samme som at stille sig under bruseren i regnjakke, tænde for det kolde vand og rive 1000 kr. sedler op af lommen og rive dem i stykker, fortæller Christian.

 

bo på en båd

Hvad er det bedste ved at bo på en båd? 

Annemette nyder at komme hjem fra arbejde og hoppe i vandet med det samme. Vandet i havnen er meget rent og derfor er det ekstra rart at bade i.

Jeg elsker, at det faktisk er et eventyr. I vinter, da det var isvinter, anede vi ikke hvad vi skulle gøre og så blev det helt eventyrligt at vi var fanget af is, fortæller Annemette.

bo på en båd

 

Christian er enig og fortæller, at han kan godt lide, at det er et ude liv, hvor man har kontakt med naturen og er en del af vandet. De har også været på længere sejladser, der i den grad har føltes som et eventyr og det var ifølge dem selv virkelig fedt.

 

 

 

Hvordan ser fremtiden ud? Bor I her stadig om 10 år? 

Dette spørgsmål skaber en smule uenighed blandt det unge par. Annemette har ikke lyst til at forlade den spændende livsstil og kan sagtens se sig selv få børn og leve sammen med dem i båden. Christian kan også godt se det scenarie for sig, men mener at det måske bliver en smule kaotisk.

Dog er de enige i, at de ikke har købt båden på grund af den store rejse, der ligger forude et sted i fremtiden. De har købt båden for at få den eventyrlige hverdag, hvor de altid har noget, der skal passes eller ordnes og hvor unikke oplevelser automatisk følger med. Samtidig bor de på vand, fordi de gerne vil kunne sejle. Og så kan Annemette godt lide konceptet i at være sammen i samme rum hele tiden i stedet for at bo i det store parcelhus med forældre- og børneafdeling.

 bo på en båd

Hvem vil I råde til at gøre det samme som jer?

Annemette og Christian bliver hurtigt enige om, at denne livsstil især er velegnet til unge mennesker, der studerer eller har muligheden for at sætte sig ind i denne livsstil. 

Hvis man kan få det til at hænge sammen som studerende, skal man gøre det. Det kan virkelig give nogle fede oplevelser, der ikke koster ret meget, siger Christian.

De så hurtigt den store interesse i at bo på en båd blandt andre unge mennesker, da de solgte deres første båd, Grog. Dem, der kom og kiggede på båden, var meget fascinerede i ideen om at bo på en båd. Men man skal være af en bestemt støbning, hvis man skal bo på en båd, mener Annemette. Man skal ikke være et luksusdyr og man skal kunne tåle at det drypper ned i panden en gang imellem og man skal være villig til at gå op på toilettet i fælleshuset i sne og slud om natten.

Man skal også være omstillingsparat og tage imod de uventede udfordringer, der vil komme. Fx oplevede de en vinter, hvor der er meget forskel på høj- og lavvande, at broen var oversvømmet. Dette gjorde i princippet deres hjem utilgængeligt, men Christian tog sko og strømper af og smøgede buskerne op, og Annemette måtte tænde for billygterne, så Christian kunne ane, hvor broen var under det mørke vand. 

Det har uden tvivl været meget inspirerende at besøge Annemette og Christian i deres sejlende hjem. Nu vil jeg sætte mig ud i min bil og køre mod forstæderne til mit murstenshus. Det ville nu have været fedt, hvis jeg satte kursen mod min egen sejlbåd og det frie liv, som Annemette og Christian lever. En dag fyldt med inspiration af den helt gode slags er nu ved sin ende og jeg er blevet en del klogere på, at livets gang ikke nødvendigvis behøver at være sort og hvid. Hvem ved, hvad der sker i morgen og hvorfor ikke få det bedste ud af den tid vi har? Man kunne fx bosætte sig i en sejlbåd og nyde havets ro omkring sig hver eneste dag. Indtil det næste eventyr begynder.

 

bo på en båd

NATURES Collection = Bæredygtige naturprodukter

Holdbarhed har vist sig at være et af de mest indflydelsesrige parametre i kampen mod de miljømæssige udfordringer verden står overfor.